Afsnit 5

(perioden 1961 - 1980)

Bebyggelsen på Bøgevænget, Poppelvænget og Birkevænget kom i gang i 1960,
da Sven Frederiksen udstykkede sin frugtplantage.
De blev solgt af en kontaktmand, der hed Andersen, og som boede i området.
Der blev vist en plan over grundene, når man henvendte sig til ham, og så var det bare at købe.
Så vidt vi ved, kostede de første grunde 50 øre pr. kvadratmeter, men det blev meget hurtigt hævet til 1 krone.
Langt de fleste af de i alt 25 huse er bygget i tiden fra 1960 til 1965.

Det var Idestrup kommune, der gav tilladelse til udstykningen, og det har ganske givet været med det formål at trække nogle skatteydere til kommunen.
På det tidspunkt var også andre kommuner på Falster begyndt at udstykke til parcelhuse
for at tiltrække folk fra de lidt større byer.
Og Sdr. Vedby Skovhuse var attraktivt på grund af den meget korte afstand til Nykøbing Falster.

Med den nye bebyggelse opstod der et behov for at få bygget et vandværk.
Det blev bygget i 1961. Det var Hallberg i Nr. 11, der tog initiativet,
og det var brøndborer Mortensen og hans søn Tommy, der byggede det.
Efter at vandværket var bygget var der anledning til hvert år at holde en
generalforsamling, og det var vel årsagen til, at behovet for en grundejerforening først opstod senere.
I øvrigt blev det hvert år bestemt, hvor meget vi skulle betale for vand. Det svingede mellem 50 og 100 kr. for et år. Ak ja!

En murer fra Horbelev, Tage Krøll, byggede nogle af husene, og han fik senere stor betydning for udviklingen af området.
Da han var færdig med de huse, han byggede på de 3 ”Vænger”, fortsatte han op på østsiden af Sdr. Vedby Skovvej, hvor han har bygget de fleste af husene.

Også her slap grundene op, og så købte Tage af gårdejer Harald Christensen, Sdr. Vedby, hele det jordstykke, som lå mellem Skovvejen og banelinien.
Her udstykkede han det til Ahornvænget og Askevænget.

Der er sagt meget om Tage Krøll.  Både for og imod.
Men kendsgerningen er, at han om nogen var manden, som omskabte dette område fra frugtplantage og landbrug til parcelhuskvarter.
Og for at blive ved kendsgerningerne, så står de første huse, han byggede, stadig og ser fornuftigt ud.

Det var Tage,s broder Knud, der tegnede husene, og han var faktisk meget fremsynet.
Det var dengang almindeligt med en lang gang midt i huset til at forbinde rummene,
men han valgte ofte at droppe den og lade stuen forbinde rummene. Det gav en god udnyttelse af boligarealet.
For mit (Jørn) vedkommende hæfter jeg mig mest ved, at han var til at stole på i enhver henseende.

Når jeg ser tilbage til mit første møde med Tage i foråret 1966 er der 2 ting, jeg husker. Hans uhøjtidelighed og hans hæderlighed.

Vi skulle pludselig flytte herned fra København og havde set på en del huse.
Vi fandt huset, som passede os, nemlig Skovvejen 28, på den måde, at genboen, Alfred, lukkede os ind for at se det, da vi tilfældigt kom forbi..
Da jeg dagen efter traf Tage i huset, satte vi os i stuen på hver en ølkasse og med en øl
i hånden og aftalte vilkårene. Da det hele var på plads, spurgte jeg,
om vi ikke skulle skrive noget ned.
Det kan vente, til vi skriver skøde, svarede han. Vi er enige og herude på landet
står vi ved det, vi aftaler. Det skulle vise sig at holde.       

Fem år senere aftalte vi at købe en grund af ham på Askevænget, når den udstykning
var på plads, og da grundene 2 år senere blev udbudt, var prisen blevet 40 % højere,
end det vi havde aftalt.
Vi havde kun en mundtlig aftale, men igen holdt aftalen. 

I 1973 begyndte husene så at skyde op på Ahornvænget og Askevænget.
Tage kom kun til at bygge et af husene, nemlig Askevænget 11, som han skulle bygge til sælgeren af jorden, Harald Christensen.

Med bebyggelsen på Ahornvænget og Askevænget opstod behovet for en
grundejerforening.
Kommunalreformen havde gjort, at det nu var Nykøbing F. kommune, som vi tilhørte.
Og da udstykningen var privat, havde kommunen ikke pligt til umiddelbart at overtage vejene som offentlige og at etablere gadelys.
Tillige var vi nogle, der cyklede ad den gamle banelinie, så snart svellerne var fjernet.
Men det var en jordsti, som kun var god at cykle på om sommeren.
Den ville vi gerne have repareret og gjort i stand.
Der var også mange børn i området, så der var også behov for at få en plads, de kunne boltre sig på. En mindre boldbane var et stort ønske.

Den 17. september 1974 blev der så holdt stiftende generalforsamling.
Bestyrelsen lagde fra starten et stærkt pres på kommunen for at få opfyldt ønskerne. I skrivelserne til kommunen var tonen ikke særlig venlig, for nu at sige det mildt.
Dengang var der 2 personer, som havde stor indflydelse. Borgmesteren,
Børge Jørgensen, og stadsingeniøren, Max Hagenau. Alle der har kendt de 2 ved,
at de ikke var til sinds at lade sig kyse eller finde sig i uhøflige henvendelser.

Ved generalforsamlingen i 1976 kom en ny bestyrelse til.
De vedtog at holde en god tone i alle henvendelser til kommunen.
Og de satte sig 3 mål.
At få Ahornvænget og Askevænget overtaget af kommunen som offentlige veje.
At få asfalteret stien ad den gamle banelinie, så det blev en egentlig cykelsti.  
Og at få stillet et friareal til rådighed, hvor vi kunne lave en legeplads og boldbane til børnene.

Det var svært og det tog tid.
Og så var det lige ved at kikse til sidst. Ved den afsluttende forhandling med kommunen viste Børge Jørgensen et af bestyrelsesmedlemmerne døren, fordi han ikke holdt sig til emnet. Til alt held gik den pågældende af sig selv, så man kunne fortsætte.
Derfor kunne formanden til generalforsamlingen i 1979 i sin beretning fortælle, at nu var vejene overtaget og cykelstien asfalteret.
Boldbanen var lagt i bero, fordi nogle af vore egne lodsejere havde protesteret.

I denne periode og en del år frem holdt grundejerforeningen 2 årlige arrangementer.
En efterårsfest med medbragt mad og en fastelavnsfest med tøndeslagning for børnene.

I ”Vinterkrigen” omkring nytåret 78/79 druknede hele området i sne,
fordi vinden – og sneen – kom fra nordøst. Det er der kommet nogle
morsomme billeder ud af.
Men vi hjalp også hinanden. Nogle fik gravet sig ud, og de købte ind til dem,
der ikke kunne komme af sted.
De af os, som skulle på arbejde, måtte gå gennem driverne.

Denne periode blev de 2 årtier, hvor landsbyen blev omdannet til et parcelhuskvarter. Men som vi har skrevet i tidligere afsnit, findes der nogle meget velbevarede huse fra langt tilbage i tiden.
Det er dem, der giver området sin særlige karakter.